Indkomstdata står højt på kommunernes ønskeliste over ændringer til SAPA

Kommunerne har stemt på kommende ændringsønsker til SAPA, og øverst på listen med 32 stemmer er visning af indkomstdata.

Indkomstdata er oplysninger, der kommer fra SKAT, og de anvendes, når kommunerne fx skal beregne, hvilke ydelser en borger kan modtage. Vi har talt med it-projektleder Kim Damgaard fra Odense Kommune om, hvorfor de ønsker adgang til oplysninger om borgerens indkomst via SAPA, som er en tværgående it-løsning, og hvordan afstemningen er foregået i praksis.

”Første gang jeg blevet præsenteret for det ønske var i sommeren 2017, da jeg som helt ny projektleder på SAPA var til møde i den kommunale referencegruppe. Men dengang var beskeden, at SKAT kun ville dele oplysningerne ét sted, og dét sted blev KY. Efterhånden som KY-implementeringen rykkede nærmere, bliver det mere og mere åbenlyst, at ”kun i KY” er en dårlig løsning for kommunen,” siger Kim Damgaard.

Brug for en ikke-fagspecifik løsning
KY, der står for kommunernes ydelsessystem, er et fagsystem, der anvendes af medarbejdere, der arbejder på kontanthjælpsområdet. Men information om en borgers indkomst kan også være relevant i andre dele af kommunen, fx når forældre har ansøgt om at få nedbragt deres egenbetaling til et dagtilbud, som er sager, der ligger i Børn- og Ungeforvaltningen.

Ifølge Kim Damgaard er SAPA derfor et mere oplagt sted, når det kommer til deling af oplysninger på tværs af kommunen. Derfor oprettede de ønsket i SAPA’s portal til ændringsønsker:

”KY er ikke det optimale sted at se oplysningerne for de medarbejdere, der ikke ellers skal bruge KY. Det ville være for dyrt at bygge visningen ind i alle de fagsystemer, hvis medarbejderne har behovet. Vi har brug for en ikke-fagspecifik løsning, som jo netop er ræsonnementet for SAPA, hvor oplysninger om borgernes sager hos kommunen formidles til de medarbejdere, der ikke kan finde det i deres eget fagsystem.”

Enstemmigt i Odense
Når SAPA‐projektet i KOMBIT varsler om næste afstemningsrunde, aktiverer Kim Damgaard og hans kollega Michael Breuning projektgruppen, der er fordelt i kommunens forvaltninger, som så indsender deres ønsker til ændringer i SAPA via en fælles gruppe på Teams:

”Når selve afstemningen starter, sender vi overskrifter og beskrivelser af ønskerne, og projektgruppens prioritering er det, der afgør, hvor vi lægger vores stemmer. Denne gang var det dog enstemmigt på Visning af indkomstdata.”

Projektgruppen består af repræsentanter fra forskellige forvaltninger og afdelinger i kommunen, der står for implementeringen i hverdagen. Det er også dem, der samler ændringsønsker og sender dem til Kim Damgaard og Michael Breuning, som kvalitetssikrer dem og derefter opretter ønskerne i SAPA’s ændringsønske portal.

”I praksis har udrulningen af SAPA indtil videre været drevet af data. De fleste potentielle SAPA-brugere skal findes blandt de nuværende brugere af vores egenudviklede SAPA-pendant, Borgersagsportalen, og de flyttes, efterhånden som de data, de har brug for, er tilgængelige i SAPA. I skrivende stund er det hovedsageligt medarbejdere med behov for at se ydelser, der har taget SAPA i brug, men vi glæder os til et stort rykind, når data fra ”de tre store”: ESDH, Jobcenter- og EOJ forhåbentlig inden nytår kan ses i SAPA, ” siger Kim Damgaard.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Kommunikation
2224 0629